21. august 2012
by Lars Bachmann
0 comments

5. spørgsmål til Anita

Som lovet i sidste indlæg hvor du kunne læse 5. spørgsmål til Mette, så kommer der her en opfølgning. Denne gang er det Anita fra Planteshop.dk som har indvilget i at svare på 5 spørgsmål. Anita deltager i shopcamp  igen i år, og det er dermed anden gang hun er på Shopcamp.

1.Hvorfor vælge Shopcamp? Kunne du ikke nøjes med at læse en række artikler og e-bøger?

Jo det kunne jeg da sikkert. Men der er stor forskel af udbyttet. På Shopcamp har jeg mulighed for Hands On med det samme og samtidig få hjælp af eksperterne, hvis jeg møder udfordringer undervejs. Når man deltager i en shop camp er kommunikationen jo to-vejs, så du kan virkelig få spurgt ind til de enkelte emner. Desuden giver det mulighed for at netværke med andre i e-handels branchen.

2. Hvad var det bedste ved Shopcamp?

Jeg synes at det er kombinationen, der gør at Shopcamp som en helhed er nogle givende dage. Jeg ville ikke kunne fravælge noget. Muligheden for at fravælge et emne man måske har mindre interesse i og erstatte det med ekspert hjælp her og nu, gør jo at du selv er med til at bestemme dit eget output.

3.Har i haft en målbar effekt på jeres webshop, baseret på de ting du havde med dig fra sidste Shopcamp?

Helt afgjort.

4. Er der nogle af de ting du lærte på Shopcamp, som du bruger i dit daglige arbejde, og som har gjort det nemmere for dig?

Ja bestemt. Blandt andet vores optimering af Adwords Kampagner styrer jeg på en anden måde nu – og det er meget mere effektivt. Derudover har vi fået uundværligt meget mere analyse på vores web-shop. Kontakten til netværket af deltagere og undervisere har flere gange efterfølgende, hjulpet os med at finde den support, vi havde brug for.

5. Er der nogle bestemt emner som du vil have mere fokus på til Shopcamp 2012?

Jeg glæder mig meget til programpunkterne Sociale Medier, Webtekst & E-mail marketing.
Det er nogle områder vi lige nu arbejder meget med internt, så det bliver spændende at få nogle input til det vi arbejder med.

Tusind tak til Anita for at svare på disse spørgsmål. Har du nogle spørgsmål til Anita eller Shopcamp, så smid en kommentar herunder.

16. august 2012
by Lars Bachmann
0 comments

5. Spørgsmål til Mette

Vi er nu ved at have fyldt 2012 holdet op, med en masse spændende webshops, som skal bruge 2 dage på ny viden, netværk, hårdt arbejde og hygge. Vi har valgt 2 deltagere som du kan møde på årets Shopcamp og stillet dem 5 spørgsmål. Den ene deltager for første gang, og den anden er med på Shopcamp for anden gang.

Her for du svarene fra Mette, som er med på Shopcamp for første gang. Mette driver til daglig webshoppen Ko og Ko, med økologi til børn.

1. Hvad var den primære årsag til at du tilmeldte dig Shopcamp?

Jeg tilmeldte mig fordi jeg har brug for nye inputs til min shop og kender en del andre der har været med og været rigtig godt tilfredse.

2. Hvorfor vælge Shopcamp? Kunne du ikke nøjes med at læse en række artikler og e-bøger?

Har før overvejet Shopcamp, men det har ikke passet ind i skemaet før – jeg får meget mere ud af at kunne arbejde med mine ting mens der bliver undervist end blot at læse om tingene – det siver bedre ind 😉

3. Hvad forventer du dig mest af?

Jeg forventer mig helt klart mest af at kunne gribe underviserne mellem undervisning og har en række ting jeg har brug for hjælp til. Netværk er altid vigtigt og givtigt, men lige nu har jeg en række konkrete ting der skal arbejdes med og som jeg forventer at få hjælp til.

4. På Shopcamp ligger vi stort vægt på det sociale/netværk. Kan du se noget synergi i netværket med andre webshops?

Bestemt – jeg dyrker i det hele taget meget at netværke – både online og med fysiske netværk. At møde andre ligestillede og få gode kontakter er supervigtigt når man til daglig sidder alene med det hele.

5. Er det nogle bestemte emner du er mest interesseret i, eller søger du en generel viden om online marketing?

Jeg skal have fundet nogle guldkorn om Adwords og blogs – men jeg er generelt interesseret i hele pakken. Har arbejdet temmelig meget med SEO, så det er måske det jeg kommer til at søge mindst i selvom jeg stadig har rigtig meget at lære 😉

Tusind tak til Mette for at ville svare på disse spørgsmål. Har du spørgsmål om Shopcamp, eller til Mette, så skriv en kommentar til os.

Vi har også fundet på 5 spørgsmål til en deltager som er med for anden gang. Dem kan du læse i næste uge.

13. august 2012
by Frank Hellerup Madsen
3 Comments

Shopejer – start godt på din Adwords-annoncering

Adwords bør være en væsentlig del af enhver webshopejers markedsføringsplaner. På mange købsorienterede søgninger ”stjæler” Adwords så stor en andel af de besøgende på Google-søgningerne, at man bør være med til at sikre sig en bid af den kage.

Men hvordan starter man så fornuftigt op med annonceringen for sin webshop? Her er en lille begyndervejledning til de allerførste skridt.  (Den kan også bruges af shopejere, som bruger Adwords, men ikke rigtigt har fået knækket koden endnu).

Gør dig klart, hvor meget du vil betale

Du skal sætte dig ned og tænke nøje over, hvor meget du er villig til at betale pr. salg fra Adwords. Og det er ikke blot et enkelt tal, du skal finde frem til. For dine produkter har formentlig vidt forskellige priser og dækningsgrader.

Regn lidt på, hvor meget du tjener på en typisk handel indenfor dine forskellige produktområder og mærker. Og tag så aktivt stilling til, hvad din strategi er.

Jeg har mødt webshops, som var villige til at give hele profitten på den første handel væk. Deres strategi var at tjene penge på kunden efterfølgende via mailinglister osv. Og jeg har arbejdet for webshops, der ikke havde lyst til at bruge 100 kr. på Adwords for at få en ekstra krone i overskud, men ville have en god indtjening med det samme.

Sørg for at gøre dig klart, hvad din tilgang er. Så er det også meget nemmere at måle, om det er en succes eller ej.

Begynd med de lavthængende frugter

Når du skal begynde på din Adwords-annoncering, så sørg for at bruge krudtet, hvor der er størst sandsynlighed for at få pengene igen: De mærker, du forhandler.

Hvis du forhandler brands, som målgruppen kender, så er det her, du nemmest kan hive pengene hjem. Når folk sætter sig til Google og søger efter ”blå SCO racercykel”, så er de meget tættere på at købe, end hvis de søger efter ”cykel”. Udnyt det og gå efter mærkevare-søgningerne.

Har din shop et navn, hvor der er bare den mindste risiko for, at konkurrenters Adwords-reklamer kan dukke op ved Google-søgninger, så SKAL du også annoncere på dit eget navn. Det vil jeg af alle mulige årsager anbefale alligevel, men især hvis der er konkurrence på dit navn. De folk, der søger efter dit navn er nemlig de mennesker, som er allermest tilbøjelige til at handle hos dig – og de skal ikke distraheres og havne hos en anden webshop, fordi deres Adwords-annonce står oppe over din placering i de almindelige søgeresultater.

Og husk nu: Start med at annoncere kun på søgninger. Det såkaldte ”displaynetværk” er langt sværere at tjene penge på, så det kan komme i anden eller tredje omgang.

Læg ud med stramme budgetter

Når du begynder på Adwords, så læg ud med stramme budgetter og et begrænset udvalg af produkter. Sørg for at dele passende op i kampagner, så du kan skrue op og ned for budgetter for forskellige dele af kontoen.

Når du så har fundet frem til de søgeord og annoncer, der virker for dig, så kan du gradvist hæve budgetloftet. Og når du har knækket koden til at få folk i din niche til at købe, kan du også give den gas og sætte de næste kampagner og annoncegrupper op med inspiration fra dine succeser. Så kan du få dækket hele butikkens sortiment med Adwords, hvilket er målet på sigt.

Er der problemer med dele af annonceringen, så bliv ved med at ændre og teste indenfor det stramme budgetloft. Der er ingen grund til at smide gode penge efter dårlige.

Ovenstående er selvfølgelig langt fra fyldestgørende til at få succes med Adwords. Der skal også arbejdes aktivt med søgeord, annoncetekster, landingssider osv. (Emner, der selvfølgelig berøres på Shopcamp).

Men hvis du bruger mine råd som retningslinier for dit Adwords-arbejde, vil du i hvert fald være bedre stillet.

7. august 2012
by Morten Vadskær
4 Comments

Hvorfor vandt Usain Bolt – og hvorfor vinder de jamaicanere alt?

Så fik Usain Bolt sin guldmedalje. Igen – fristes man jo til at skrive. Men ikke nok med det. Generelt gør Jamaica det fænomenalt godt på sprint-distancerne i disse dage (bl.a. Asafa Powell & Shelly-Ann Fraser-Pryce, der også har været under Stephen Francis’ vinger) og der er meget, der tyder på, at Jamaica kan takke én mand. Stephen Francis – manden, der er cheftræner i MVP Track and Field – atletik-klubben, hvor Usain Bolt og mange andre medaljevindere har startet deres karriere. Hvad kan han så? Er han så eliteløber eller hvordan? Nix – han er statistiker og talnørd… Nu skal jeg ikke prøve at bagatalisere Usains præstation – på ingen måde. Min pointe her er, at kan man læse statistik rigtigt – og lave de rigtige beregninger, så kan man opnå nogle vanvittige præstationer. Kigger man ikke på sin statistik – så kan man opnå hæderlige resultater. Er man i en forholdsvis ung branche, så er det nok så som så, hvad man kan opnå af resultater baseret på mavefornemmelse (da det selvsagt er svært at vide, hvad der virker og hvad der ikke gør).

Bl.a. derfor starter alle Shopcamp med et indlæg om Google Analytics, hvorfor man skal have det på siden og noget best practice om opsætning for webshops. I løbet af camp’en kigger vi nærmere på tallene, så vi kan lave en Usain Bolt ud af din webshop.

Herfra skal kun lyde et tillykke til Usain, Jamaica, Stephen og alle jer, der forstår at læse en statistik 😉
Usain Bolt - olympisk guldvinder

15. juni 2012
by Lars Bachmann
1 Comment

Nyhedsbrev – Sådan skal du IKKE gøre

Jeg er ikke selv på nogen måde ekspert i nyhedsbreve og E-mail marketing, men det er en disciplin jeg elsker at udforske og teste på. Jeg har virkelig fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at indsamle E-mails til sin nyhedsbrevs-liste.

Et nyhedsbrev med den rigtige overskrift, det rigtige indhold, og sendt på det rigtige tidspunkt, kan virkelig rykke i en webshop.

Jeg modtager selv en del nyhedsbreve fra mange forskellige brancher. Primært for at få inspiration til mine egne nyhedsbreve, men også for at lære hvordan andre bruger E-mail marketing. Et godt tip er derfor at tilmelde sig sine konkurrenters nyhedsbrev, evt. med en privat mailadresse, og så se hvad de gør godt og skidt.

Eksempel på et nyhedsbrev der IKKE konverterer.

Jeg modtog for noget tid siden et nyhedsbrev, som jeg vil vurderer ikke har konverteret ret godt. Billeder er godt i nyhedsbreve, men da mange e-mail programmer som standard ikke viser billeder automatisk, skal der være noget tekst der understøtter dem, så modtageren får lyst til at hente billederne.

Det er også vigtige med nogle tydelige call to actions (CTA), som motivere modtageren til at klikke sig ind på dit website.

Udover den meget begrænsede mængde tekst, så er der kun et link i dette nyhedsbrev – Afmeld nyhedsbrev.

Så med mindre nyhedsbrevets primære formål har været at få modtageren til at afmelde sig, så må det være en om’mer 🙂

Lær at tjene penge på dit nyhedsbrev

På Shopcamp 2012 kan du lære at skrive nyhedsbreve der konverterer. Det er Morten Vadskær der står for den session, og han har mange års erfaring med E-mail marketing. I år kan du også få fornøjelsen af at høre Michael Aagaard, som er den ukronede konge af webtekst der sælger.

Michael er lige nu til Optimization Summit 2012 i Denver, Colorado, hvor han taler om webtekst og landingpage optimering. Michael har mange nye tips og tricks med hjem fra Optimization Summit, og han har lovet at dele ud af dem til Shopcamp.

Du kan se hele programmet for Shopcamp her

13. august 2011
by Morten Vadskær
6 Comments

Knappe-trylleri på din DanDomain

Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke er nogen DanDomain-haj og muligvis kan dette lille trick løses på en smartere og mere logisk måde i DanDomains administration, men jeg er stor tilhænger af “whatever works” og det her trick virkede i det her tilfælde på webshoppen Økoshoppen, der sælger økologisk babyudstyr og plejeprodukter.

Formålet er at smide en ordentlig bøf af en læg i kurv-knap på DanDomain-shoppen. Det i sig selv er ikke noget problem. Problemet opstår ved at knappen genbruges på relaterede varer og så kommer det til at se lidt dumt ud (for at sige det mildt).

Store læg i kurv-knapper på DanDomain

Så vi har lige en håndfuld knapper, der skal ændres lidt i størrelsen. Og hvordan gør vi så det?

Først går du ind og ændrer din læg i kurv-knap til noget væsentligt større i Design → Tekster/knapper → Varekort. Intet specielt i det.

Nu har du problemet med der her giga-knapper på de relaterede produkter.

Gå så ind i Design → Tekster/knapper → Bundramme. Her finder du et “kodefelt”, hvor du må smide kode i og det er netop, hvad vi har brug for.

Her indsætter du dette JavasScript, der mest består af svenske Robert Nymans kode (jeg mødte i øvrigt Robert Nyman til Full Frontal i Brighton i 2009 – et super godt arrangement, hvis du kan li’ JavaScript).

Et voilá – en stor knap i selskab med mange små på Franks produktside med økologiske ammepuder

Lidt trylleri og vi har store og små knapper i skøn forening

I tilfældet her har jeg sat knappen til at være 90 pixels bred. Det kan du selv ændre i tredje nederste linje, der ser sådan ud

relaterede[i].style.width = '90px';

Den her slags cowboy-tricks laver vi mange af på Shopcamp for at få din Scannet, DanDomain, ScanCommerce, Magento shop eller hvad du nu har til at makke ret og konvertere som en shop bør gøre.

Håber du kan bruge tricket. Kender du en smartere måde at gøre det på, så råb endelig op.

Disclaimer: Det her var kompatibelt med en DanDomain 6.0 shop. Kan ikke stå inde for at det virker på alle DanDomain shops. Brug af dette er på eget ansvar (men hey – slet koden igen, upload din gamle læg i kurv-knap og du er tilbage til din gamle shop, så der sker ikke noget ved at afprøve det).

30. juli 2011
by Morten Vadskær
6 Comments

Verdens nemmeste Google Analytics-tip

Alle ved, at man skal teste sin webshop i forskellige browsere, men alle ved også, at vi e-købmænd bare ikke har særligt megen tid. Derfor får man aldrig testet i forskellige browsere, når man lige har lavet et par ændringer. Dumt ja – men sådan er virkeligheden bare i en travl verden.

Men endnu engang skal der lyde en tak til Google Analytics. Ved dette lille tip kan du nemlig få et fingerpeg i retning af, om der er noget galt uden at starte 20 forskellige browsere op.

Når jeg skal optimere en webshop benytter jeg altid lige dette lille trick og således også denne gang, hvor jeg til min rædsel så dette scenarie:

Google Analytics tip

Auch… Ingen gysser i kassen fra de, der brugte browseren Opera.

Jeg startede Opera op og ganske rigtigt. Check ud-flowet fejlede og det var ganske enkelt ikke muligt at lave et køb med Opera. Det krævede 15 minutter ved en programmør og nu ruller der penge ind fra Opera-brugerne igen.

Skal du checke din egen webshop, så gør følgende:

  1. Log ind i Google Analytics
  2. Klik på Besøgende → Browserfunktioner → Browsere
  3. Klik på fanebladet E-handel
  4. Vælg 100 rækker

Værsgo’ – nu er der en liste over dine besøgendes browsere. Hvis der står 0,00 ud for indtjening og der er mere end 20-30 besøg fra den pågældende browser, så er det nok værd at starte den pågældende browser op.

På Shopcamp skal jeg nok dele ud af endnu flere små nifty Analytics-tips. Halvdelen af pladserne er solgt, så skal du med må du hellere finde den store grønne knap nederst på siden.

30. juni 2011
by Morten Vadskær
3 Comments

Tid til at malke Trustpilot

Et par dage efter man handler på Faktorfobi modtager man en email fra os. Vi spørger pænt om, hvordan det var at handle på Faktorfobi og hører om ikke folk har lyst til at anmelde købet på Trustpilot. Det er der heldigvis nogen, der gør og vi er glade for de fine anmeldelser.

Men udover lækre anmeldelser er vi også gået på rov i de ord og fraser, vores kunder åbenbart bruger om vores produkter. Jeg syntes selv, jeg havde lavet et nogenlunde søgeordsarbejde (så godt som en mand nu kan gøre det med børnetøj, ikke?), men jeg fik da adskillige ideer til søgeord i Trustpilot-anmeldelserne. Blandt de godbidder jeg har taget med fra Trustpilot er bl.a. at vi skal have en størrelsesguide på siden. Der udover opdagede jeg, at der var basis for at laver SEO + AdWords på et par termer såsom soldragt, solhat og uv-badedragt.

Så tag engang imellem en tur igennem dine Trustpilot-anmeldelser for at få inspiration til nye søgeord.

Har du lyst til to dage proppet med tips som dette, så er det på Shopcamp det foregår. Du kan tilmelde dig lige her.

 

P.S. Der er jo ingen der siger, at du ikke også må besøge konkurrenternes anmeldelser 😉

 

30. juni 2011
by Lars Bachmann
2 Comments

Google+ – En Facebook killer?

Bruge du allerede sociale medier, som Twitter og Facebook, så vil du nok bemærke at online folk er gået helt i selvsving over Googles nye sociale netværk – Google+

Der er i skrivende stund lukket for adgang til nye brugere af Google+, men jeg var heldig at nå at komme med i denne omgang, og har lige brugt en times tid på at se hvorfor Google+ er så hypet.

Google+ er kort fortalt et nyt socialt netværk meget lig med Facebook. Du kan tilføje venner, skrive statusopdateringer, dele billeder og video osv. Den primære fordel er dog at du kan tilføje dine venner/netværk i grupper, eller Circles som Google kalder det. Som standard er der  blandt andet – Venner, familie og bekendte, men du kan nemt selv oprette flere. Det smarte ved Circles/grupper er at du kan sortere i dem. Jeg har lavet en circle der hedder “Online netværk” hvor mit professionelle netværk er tilføjet, og når jeg så sidder på kontoret kan jeg vælge kun at se nyt fra den gruppe, så jeg ikke bliver “forstyrret” af venner og familie. Omvendt kan jeg så nøjes med at se hvad “vennerne” skriver når jeg sidder hjemme.

Det mest interessante ved Google+ er nok hvordan hvordan hele +1 konceptet kommer til at påvirke rankings. Google har officielt meldt ud at omtale og links fra sociale medier som Twitter og Facebook, og nu selvfølgelig også Google+ pavirker dine rankings i Googles søgemaskine.

Efterhånden som flere danskere kommer til at bruge Google+, vil flere naturligvis også være logget ind i deres Google konto, og dermed også efterlade spor i form at deres søgehistorik, og samtidig bruge +1 funktionen.

Google+ skal nok blive populært og opnå en stor fanskare, men en Facebook killer bliver det ikke.

Nu er jeg jo ikke ekspert i Google+ efter en times brug, men jeg regner med at være en del klogere, og haft mulighed for at teste det yderligere inden næste Shopcamp, så mon ikke der kommer et par Google+ tips til deltagerne på Shopcamp? 😉

28. juni 2011
by Lars Bachmann
2 Comments

Ved du hvad dine kunder søger efter?

De fleste der driver webshop, har forstået hvor vigtigt det er at lave en god søgeordsanalyse, og selvfølgelig optimere sin webshop til at ranke godt på relevante søgeord. Uanset hvor dygtig man er til at lave en søgeordsanalyse, så er der altid nogle ord/sætninger man ikke lige havde tænkt på, men fortvivl ikke – for det kan dine kunder heldigvis hjælpe dig med.

For en ting er hvilke søgeord du kan trække ud af dine webstatistik, som folk har søgt efter på google og andre søgemaskiner, men noget andet er de ord, dine brugere søger efter i din interne søgemaskine?

Har brugeren først fundet vej til din webshop og begynder at søge i din interne søgemaskine, så er det sandsynligt at den pågældende bruger er sulten efter at købe et eller flere af dine produkter. Du skal derfor løbende analysere på de ord/sætninger der bliver søgt på internt.

Det tager heldigvis kun 5 min. at sætte webstedssøgning op i Analytics, så her kommer en quick guide:

Først skal du besøge din webshop og lave en søgning. Når du har gjort det skal du kigge på URL’en i adressefeltet.

Har du en DanDomain, eller Scannet shop, vil adressen slutte med “?keyword=akvariefisk” hvis du har lavet en søgning på “akvariefisk”. Det er ordet “keyword” vi skal bruge lige om lidt

  1. Log ind på din Analytics konto
  2. Ud for domænet vælges -> Rediger (i højre side) – (Billede 2)
  3. Oppe i højre hjørne i bjælken “Oplysninger om hovedwebstedsprofil” vælges -> rediger (Billede 5)
  4. Under punktet “Webstedssøgning” vælges -> Spor webstedssøgning (Billede 4)
  5. I feltet -> Forespørgselsparameter – indtastes dit søgeparamter, som vil være “keyword” jvf. eksemplet oven over. (Billede 4)
  6. tryk -> Gem ændringer

Du er nu færdig og din Google Analytics tracker dine interne søgninger. Der går typisk et par dage inden du kan se noget data på det, men prøv at lave et par søgninger på dit website, og dagen efter logger du ind på din Analytics konto, og under punktet -> Indhold – er der nu et punkt der hedder -> Webstedssøgning. (Billede 1)

Her kan du se hvor mange af dine besøgende der har brugt din søgefunktion, og minsandten om ikke du også kan se hvilke ord der er søgt på 🙂

Du har selvfølgelig E-handelssporing på din webshop, så hvis du under -> Webstedssøgning vælger -> Søgetermer – Så kan du se hvilke søgninger der har resulteret i et salg, og på den måde lave en prioriteret liste med søgeord, du kan bruge i din SEO eller SEM markedsføring.

Hvad bruger jeg webstedssøgning til?

De data du får fra webstedssøgning, kan du bruge på flere måder. lad os prøve med et eksempel. Vi forestiller os at du har en webshop der sælger akvariefisk og tilbehør. Du sælger selvfølgelig guldfisk, men du kan se at en stor del af de søgninger der kommer er på ordet “gulfisk”. Da søgeordet er stavet forkert vil din webshop fortælle kunden at den ikke fandt nogle produkter.

Det mest sandsynlige er nu at brugeren forsvinder og prøver hos din konkurrent. Der er nu 2 muligheder. Den ene er at gøre mere opmærksom på dine guldfisk, således at dine brugere ikke behøver at søge efter dem, og samtidig vil det være oplagt at få teksten “gulfisk” flettet ind, så dine guldfisk kommer frem når kunden søger. Nu er det jo ikke særlig smart at have stavefejl på sine produkter, men der findes heldigvis en række tricks til at “skjule” den slags, men det fortæller vi mere om på Shopcamp.

Vil du have flere tricks til hvordan du kan bruge dine Analytics data til at øge omsætningen i din webshop, så tilmeld dig Shopcamp her.